§1 - Navn og hjemsted.
Foreningens navn er: Borgerforeningen for Hou og omegn af 17. februar 1919. Foreningens hjemsted er Hou, 9370 Hals, Aalborg Kommune
§ 2 - Foreningens formål.
Foreningens formål er at samle byens borgere om almindelige oplysning og kulturelle aktiviteter.
§ 3 - Optagelse af medlemmer.
Som medlem i foreningen kan optages enhver person, som har bopæl i Hou og omegn. Æresmedlemmer, der er kontingentfrie og har stemmeret på generalforsamlingen, kan efter forslag vælges på generalforsamlingen.
§ 4 - Ordinær generalforsamling.
Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.
Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år i januar kvartal, bekendtgøres med mindst 3 ugers varsel i den lokale avis. Dagsordenen bekendtgøres senest 8 dage før generalforsamlingen på en måde, som borgerforeningens bestyrelse finder hensigtsmæssig.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Forslagene skal være skriftlige.
Stemmeret har en person fra hver medlemshusstand, og den kan kun udøves ved personligt fremmøde.
De stemmeberettigede er ligeledes valgbare til bestyrelsen.
§ 5 - Kontingent.
Medlemskontingent fastsættes for 1 år ad gangen på den ordinære generalforsamling og betales helårligt forud. Medlemskabet er personligt.
§ 6 - Dagsorden.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1) Valg af dirigent.
2) Formandens beretning for det forløbne år.
3) Fremlæggelse af revideret regnskab for det forløbne år.
4) Fastsættelse af kontingent.
5) Behandling af indkomne forslag.
6) Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
7) Valg af revisor og suppleant.
8) Eventuelt.
§ 7 - Generalforsamlingens ledelse.
Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede generalforsamlingen.
Generalforsamlingens beslutninger træffes med simpelt flertal.
Alle opstillinger og valg kan ske mundtligt, men skal være skriftligt, hvis blot ét medlem ønsker det.
Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvor også et referat for handlingerne optages.
§ 8 - Ekstraordinær generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes 1 måned efter, at begæringen er fremsat over for bestyrelsen, med oplysning om det emne, der ønskes behandlet.
Om indkaldelsesmåde og bekendtgørelse af dagsorden gælder bestemmelserne i § 5.
§ 9 - Bestyrelse – valg
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter i henhold til denne vedtægt.
Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer og en sekretær samt yderligere 1 medlem, som vælges for 2 år ad gangen af den ordinære generalforsamling.
Suppleanterne, der vælges for 1 år ad gangen, vælges samtidig med bestyrelsesmedlemmerne, således at de, der får flest og næstflest stemmer uden at være valgt til bestyrelsen, er henholdsvis 1. og 2. suppleant.
Genvalg kan finde sted på alle poster.
§ 10 - Konstituering.
Bestyrelsen konstituerer sig snarest – dog inden 14 dage efter generalforsamlingen på et bestyrelsesmøde. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer, hvoriblandt formanden eller næstformanden er til stede. I tilfælde af at formanden fratræder i utide, bliver næstformanden formand indtil førstkommende generalforsamling.
Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol. Foreningen tegnes af formanden, men ved større økonomiske dispositioner kræves dog underskrift af såvel formanden som kassereren.
Alle sager, der angår køb, salg eller pantsætning af fast ejendom, afgøres på generalforsamlingen.
§ 11 - Regnskab.
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Det påhviler bestyrelsen at sørge for at afgive driftsregnskab og status pr. 31.12 - til revisorerne. Driftsregnskab og status forelægges på generalforsamlingen til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning.
§ 12 - Revisorer og revision.
På den ordinære generalforsamling vælges 2 revisorer for 2 år ad gangen, dog således at der årligt afgår én. Suppleanter, der vælges for 1 år ad gangen, vælges samtidig med revisorer, således at den, der får flest stemmer uden at være valgt til revisor, er suppleant – genvalg kan finde sted på alle poster.
Revisorer og suppleanter kan ikke samtidig være medlem af bestyrelsen.
§ 13 - Vedtægtsændringer.
Ændringer af denne vedtægt kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
§ 14 - Foreningens ophør.
Til gyldig beslutning om foreningens ophør kræves mindst 2/3 flertal af de afgivne stemmer på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den sidste afholdes mindst 14 dage og højst 1 måned efter den første.
Ved en evt. opløsning af foreningen skal alle dens aktiver overgå til byens ve og vel, eller hvis det vedtages på de 2 generalforsamlinger, henstå i indtil 10 år, så en ny Borgerforening har mulighed for at etablere sig på samme vilkår som beskrevet i disse vedtægter.
Således vedtaget på generalforsamlingen den 14.3.2006
Justeringer i § 4 og § 7 vedtaget på generalforsamlingen d. 10. marts 2009. |